Hyggely
Værd at vide

Måltider
Hos Hyggely vil der blive serveret en sund, varieret og nærende kost både morgen, formiddag, frokost og eftermiddag. Der lægges vægt på, at jeres barn præsenteres for forskellige smagsoplevelser og sunde madvaner.
Morgenmad: Grød med smørklat, hvortil der tilbydes vand.
Formiddagsmad: Boller med smør samt forskellig frugt efter årstiden og vand.
Frokost: Der vil de fleste dage blive serveret varmt mad. Der bliver hver dag serveret mindst to forskellige slags grøntsager – både friske og kogte. Derudover serveres der et par snacks som fx. kunne være pasta, oliven, fetaost mm.
Frokosten er planlagt efter sundhedsstyrelsens anbefalinger til børn i alderen 0-3 år. En gang i mellem vil der blive serveret rugbrød, hvis vi har været på tur. I de kolde måneder har vi en fast dag om ugen, hvor der bliver serveret suppe eller grød ret.
Eftermiddagsmad: Boller eller hjemmelavede bananpandekager, forskellig frugt efter årstiden, samt vand.
Hos Hyggely tages der selvfølgelig hensyn til børn med specielle behov, allergier samt trosretninger.
Middagslur
Søvn er afgørende for børns vækst og for deres kognitive og emotionelle tilstand. Desuden viser forskning, at søvn er altafgørende for trivsel, udvikling, immunforsvar, overskud og humør.
Derfor bliver alle i Hyggely puttet til middagslur/hvil/pause. Jeg oplever at alle børn nyder denne pause – om de falder i søvn eller ej
Ønsker I som forældre ikke at Jeres barn skal sove middagslur, skal barnet hentes klokken 12.00.


Bleer/toilet
Bleer
I skal selv medbringe bleer. Der skrives navn på pakken og den lægges herefter i et skab. Jeg sørger for at fylde kassen ved pudslebordet op med bleer, og holder jer opdateret på, hvornår der igen mangler.
Toilet
Jeg tilbyder jeres barn at komme på både toilet og potte, alt efter behov og ønske. Dette gøres i samarbejde med barnet, og når jeres barn viser interesse for det. I samarbejde med jer forældre, øver vi at sige til, og mærke efter når toilettrangen melder sig.
Barnevogn
Af erfaring oplever jeg, at det bedste for jeres barn er at sove i egen/kendt barnevogn de første tre-seks måneder.
Dette giver tryghed og genkendelighed i en tid, hvor meget er nyt for dit barn. I denne periode skal I selv medbringe barnevogn, madras, lagen, godkendt sele, myggenet, regnslag, dyne/pude eller voksipose.
Når jeres barn er klar til at sove i anden barnevogn, har jeg disse til rådighed således at, jeres barn kan få sin egen barnevogn eller krybbe hos mig. Her skal I dog stadig medbringe godkendt sele samt lagen og dyne eller voksipose.
Vi har et eget barnevognsskur med både ly for regn, læ for vind, frisk luft og ro.

Skriv eller ring til mig, hvis du har nogle spørgsmål.
Hedeskovvej 56
8520 Lystrup
26 16 53 98